Pragtrunde af Søren Hansen

Befriet for presset med at klare cuttet gik Søren Hansen ud på St. Andrews lørdag morgen for at spille positiv golf. Allerede på hul et havde han birdie-chance, og på hul 3 lykkedes den første.

- Jeg har ventet hele ugen på det gode spil, og nu kom det, fortalte han opstemt Viasat Sports Steen Tinning umiddelbart efter runden, - der var mange små, kildne indspil og lumske chips som bare gik til pinden.

Efter 12 huller var der seks birdies på scorekortet, og Hansen var allerede på 3. pladsen, men alt skulle ikke være lutter lagkage.

- Jeg fik en ordentlig en over nakken på hul 14. Jeg burde have været på i to, men et løst slag, og så blev resultatet i stedet en dobbelt bogey.

Derefter var hul 15 meget vigtigt og så i første omgang ikke ud til at lykkes, men efter at have været i visse kvaler lå et langt put og vippede på hulkanten.

- Det kan simpelthen ikke passe, var Søren Hansens tanker, mens han i adstadigt, men absolut ufortøvet, tempo gik op mod hullet - og efter 2-3 sekunder faldt bolden barmhjertigt ned i dybet. En vigtig par var hjemme. Siden lykkedes det for første gang Hansen at få par på det modbydelige hul 17, og med et super drive på hul 18 lignede det mindst en birdie.

- Men jeg tænkte, at den lå da, så den evt. kunne holes, og jeg gav den et ordentligt drag, for op ad bakke kan den godt tåle slet ikke så lidt kraft, og så gik den søreme i.

Dermed var Søren Hansen kravlet mere end 50 pladser frem i stillingen og begav sig over på træningspladsen for ikke at bryde den faste rutine. Der skulle jo gerne være mere champagnegolf i morgen.

Spørgsmålet er så, hvor mange af de spillere, der er senere ude, der passerer danskeren. Det er blæst en smule op, så måske bliver det ikke så mange, som man umiddelbart skulle tro med de fine scorebetingelser, der har været.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen