Fortsæt til indhold
Sport

Fodbold: Mads Jørgensen trues med bænkeplads

Fodboldspilleren Mads Jørgensen ser ud til at gå en svær fremtid i møde i norske Stabæk, hvor sportsdirektør Jan-Erik Aalbu truer med at sende den danske midtbanespiller ud på bænken, hvis han ikke går med til en lønnedgang.

Det skriver B.T. lørdag.

Stabæk rykkede i den forgangne sæson ud af Tippeligaen, og størstedelen af klubbens spillere og trænere har accepteret en lønnedgang. Men Mads Jørgensen har afslået det, og det falder ikke i god jord hos Jan-Erik Aalbu.

- Så må han sidde på bænken, siger han.

Det kan betyde nye problemer for Mads Jørgensen, der før skiftet til Stabæk havde en ulykkelig tid i italienske Ancona. Men indtil videre står den tidligere AGF'er fast.

/ritzau/