Ishockey: Russisk kynisme slog dansk fight
Den russiske bjørn var lidt for tung at danse med, om end den søndag i Ostrava ikke viste den forventede skræmmende styrke på isen.
Danmark slap således fra VM-turneringens anden kamp med et hæderligt nederlag på 2-6 til Rusland efter en god fight. Men igen stod det gode resultat lidt i skyggen af, at Danmark med marginalerne, den nødvendige kynisme og skarphed måske kunne have leveret en sensation eller i det mindste et endnu bedre resultat.
Russisk mærkevare
Kynismen var til gengæld en russisk mærkevare, når der kom danske blottelser og fejl, så den slumrende kæmpe slap forbi Danmark uden på nogen måde at spille sig ud eller imponere i Cez Arena.
Danske fans i skøn forening med svenske skreg ellers stemmebåndene hæse i håbet om en overraskelse, men de ca. 3.500 stemmer måtte i begyndelsen af tredje periode acceptere, at de var blevet brugt forgæves, efter at de første to perioder ellers var endt 0-2 og 2-2 på mål af Kim Staal og Morten Green.
Danskerne var i sidste periode fem-mod-tre, men kunne ikke udnytte powerplay-situationen, og siden slog supertalentet Alexander Ovechkin til, så måltavlen viste afgørende 5-2.
Senere lukkede russerne kampen af med scoringen til 6-2.
/ritzau/