Sikker sejr sender Esbjerg på førstepladsen
Hans Henrik Andreasen er så langtfra den højest profilerede af topholdet Esbjergs spillere. Men søndag eftermiddag afgjorde han reelt superligakampen mod FC Nordsjælland med de to første scoringer i topholdets sejr på 4-0 på Esbjerg Stadion.
Sejren bragte vestjyderne tilbage på førstepladsen i den bedste danske fodboldrække ét point foran Brøndby, der gæster Esbjerg Stadion i et vaskeægte topbrag 2. påskedag.
- Vi har haft en masse skudtræning under Ove Pedersen, og det kan være, at det begynder at slå igennem nu. Desuden koncentrerer modstanderne sig meget om vores angribere, og det giver plads til mig og Jerry Lucena, der også kan sparke til en bold, sagde Hans Henrik Andreasen efter kampen, mens han med en ispose plejede et trælår, han havde pådraget sig i en af mange nærkampe.
Efter at de 5646 tilskuere på Esbjerg Stadion havde overværet 43 minutters rodet og chancefattigt spil, var Hans Henrik Andreasen for første gang på pletten, da han lige udenfor feltet sparkede en tværpasning fra Jakob Poulsen op i målhjørnet. To minutter senere ramte Jakob Poulsen igen Hans Henrik Andreasen med en tværpasning. Han satte de blonde lokker på bolden og bragte Superligaens duks på 2-0.
Efter Hans Henrik Andreasens onemanshow i halvlegens slutminutter, virkede nordsjællænderne modløse efter pausen, hvor Tommy Bechmann med sit 16. sæsonmål scorede til 3-0. Og i kampens sidste minut øgede indskiftede Lasse Kryger til 4-0.
/ritzau/