Håndbold: Pytlick udråber Norge til favorit
Landstræner Jan Pytlick overlod favoritrollen i søndagens EM-finale i Ungarn til de norske naboer, som spillede forrygende, da de lørdag udraderede Ungarn med 15 mål i semifinalen. Samtidig gik det noget mere trægt for det danske hold at få sejren på 31-27 mod Rusland i hus.
- Chancerne er vel 60/40 i norsk favør. De knuste Ungarn, og det bliver en kæmpe udfordring. Men jeg glæder mig til at møde vores norske venner, sagde en smilende dansk landstræner Jan Pytlick efter lørdagens sejr var i hus.
Jan Pytlick erkendte, at det dansk spil var lidt op og ned i kampen, men han glædede sig over, at spillere som Anne Petersen, Lise Knudsen og Mette Sjøberg kom ind og fik afgørende betydning.
/ritzau/