Fortsæt til indhold
Sport

Engelsk fodbold: Everton fik lussing af Tottenham

Everton og Thomas Gravesen fik for alvor ørerne i maskinen nytårsdag, da de blå fra Liverpool var på besøg hos Tottenham, der vandt en storsejr på 5-2.

Sejren betyder, at sportsdirektør Frank Arnesen for alvor kan dufte europæisk fodbold næste år. Der er kun to point op til Liverpool, som er placeret på sjettepladsen, efter en fornem stime, hvor holdet har vundet seks af de sidste syv kampe.

Thomas Gravesen spillede hele kampen for Everton, der efter en flot serie nu har tabt to kampe i træk, men stadig holder fast i fjerdepladsen.

Manager Jose Mourinho og Chelsea fortsatte kursen mod det første mesterskab siden 1955 med et matchvindermål af Joe Cole, da Liverpool hjemme på Anfield led et ondt nederlag på 0-1.

Dermed har Chelsea 52 point i spidsen af Premier League, men Arsenal formåede dog at holde afstanden nede på fem point. På udebane vandt sidste års mestre 3-1 over Charlton, der havde en velspillende Dennis Rommedahl på banen i alle 90 minutter.

/ritzau/