Elisabeth Esterl vandt Tenerife Ladies Open

Elisabeth Esterl var medrejsende reserve på det seneste Solheim Cup hold, hun har over tyve top ti placeringer, og fem gange i karrieren er hun blevet runner-up i turneringer på LET Touren. Så det var en befrielse for den 26 årige tysker fra byen med det sportslige navn Dingolfing, da det i dag lykkedes hende at vinde for første gang i karrieren.

Den 21 årige amatør Becky Brewerton der hele ugen har imponeret, satte tre slag over styr i den sidste finalerunde, og med en 73er måtte hun notere den første runde over par i denne weekend. Lidt synd for waliseren der kunne have vundet tre års excemption på LET Touren hvis hun havde holdt hele vejen hjem. Men Becky Brewerton turner pro sidst på sæsonen, og der er ingen tvivl om at hun bliver en af stjernerne i fremtidens damegolf.

I stedet blev det Elisabeth Esterl der kunne løfte pokalen, og melde sig ind i kredsen af vindere på LET Touren. Tyskeren var rundt i 69 slag på dagens runde, og sluttede turneringen tolv under par, et slag bedre end Becky Brewerton.

Karine Icher fra Frankrig og Ana Belen Sanchez fra Spanien sluttede ni slag under par på den delte tredjeplads.

Iben Tinning havde endnu en god dag på banen og scorede en 70er. Det bragte Iben Tinning op på en femteplads, som hun dog må dele med Corinne Dibnah fra Australien. Men en god uge for Iben Tinning der generobrede sin tredjeplads på Solheim Cup listen fra Mhairi McKay. Solheim Cup listen føres fortsat af Annika Sörenstam med Laura Davies på andenpladsen. Men flot af Iben Tinning der må være fuld af selvtillid inden sit titelforsvar i Firenze om fjorten dage.

Rikke Rasmussen med 75 slag og Christina Kuld med 74 slag, sluttede henholdsvis som nummer 53 og 58, men fik dog lidt penge ind på præmiekontoen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen