Borgerlig buffer mellem slagsbrødre

Efter næsten to årtiers social-demokratisk ledelse af Team Danmark er der håb om, at venstre-manden Carl Holst kan skabe ro omkring organi-sationen.

Serviceeftersynet af Team Danmark er slut. Operationen lykkedes, og patienten lever.

Hvor længe og hvor godt, vil fremtiden vise.

Kulturminister Brian Mikkelsen satte forleden punktum for længere tids slagsmål mellem Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund.

Efter mange års vellykket parallelkørsel mellem de to organisationer siden oprettelsen af den statslige støtteorganisation for eliten i 1985 har de seneste år været kendetegnet ved personligt fnidder-fnadder mellem DIF-formanden Kai Holm og TD-direktøren Preben Kragelund.

Kemien mellem de to har for så vidt aldrig fejlet noget, men forholdet var ved at udvikle sig som et ægteskab, hvor dagligdagens slitage lagde op til en skilsmisse.

Det har formentlig været en konstant kilde til ærgrelse for Kai Holm, at Team Danmark lige siden starten har været styret af socialdemokratiske formænd, og med den konservative Brian Mikkelsen som sportens minister i den siddende regering øjnede DIF-formanden endelig muligheden for et systemskifte i TD-toppen, hvor også Kragelund er erklæret socialdemokrat.

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at hverken Kragelund eller de tre tidligere formænd er "så meget socialdemokratiske, at det gør noget".

Den tidligere amtsborgmester Per Kaalund, Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard og senest Rødovres borgmester Erik Nielsen hører alle til på partiets moderate fløj og har i rollen som skiftende Team Danmark-formænd virket både pragmatiske og meget kompetente. Erik Nielsen var endog kendt som aktiv i ishockeysporten.

Af samme grund er Kai Holm da heller ikke gået efter manden, men derimod efter bolden i et forsøg på at præge den politiske udvikling i Team Danmark endnu mere.

Det fik på et tidspunkt DIF-formanden til at kræve TD nedlagt og institutionens opgaver lagt ind under DIF. Sådan blev det ikke, og det kan Kai Holm så pudsigt nok takke en Venstre-mand for, nemlig den sønderjyske amtsborgmester Carl Holst.

Det nye Team Danmark

Som formand for kulturministeriets arbejdsgruppe udpeget af ministeren har den kun 34-årige idrætsinteresserede amtsborgmester været arkitekten bag det nye og politisk slankere Team Danmark, der ikke længere skal tage hensyn til et stort og tungt repræsentantskab, men nu skal styres udelukkende af en bestyrelse på otte personer.

Mens kulturministeriet skal udpege den ene halvdel, har DIF og Kai Holm fået næsten optimal indflydelse ved at skulle udpege den anden halvdel.

Og med den borgerlige Carl Holst i formandsstolen er der håb om, at amtsborgmesteren kommer til at virke som den rigtige buffer i slagsmålene mellem Kai Holm og Preben Kragelund, der dog bør lægge sig ministerens ord på sinde i forbindelse med udnævnelsen af Carl Holst forleden:

»Jeg kan ikke sige, at de ikke må skændes, men det tror jeg ikke, at de kommer til. Der skal være ro, og nu handler det om at arbejde for eliteidrætten og ikke andet,« sagde Brian Mikkelsen.

I den endelige udformning af den nye Team Danmark-ledelse lykkedes det også ministeren at tage hensyn til kravene fra både de aktive og trænersektionen om repræsentation i bestyrelsen.

Til gengæld var Danske Elitesportsudøveres Forening og aktivgruppen under DIF ikke tilfreds med ministerens valg af svømmeren Mette Jacobsen til bestyrelsen. Aktivgruppen har dog senere meddelt, at man i det daglige arbejde fuldt ud vil bakke Mette Jacobsen op.

Diverse spiller- og aktivforeninger har deres demokratiske ret til at organisere sig, men det indebærer naturligvis ikke retten til også at bestemme, hvem der skal sidde i TD-bestyrelsen.

En del af formålet med serviceeftersynet af Team Danmark har været at knytte organisationen tættere til ministeriet. Derfor må man også respektere ministerens ret til at udpege sin egen kandidat.

Og der findes vel næppe en nuværende aktiv eliteidrætsudøver med større resultatmæssig erfaring, kompetence og fortjeneste bag sig end netop Mette Jacobsen.

Det var et godt valg.

frits.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.