Keller udskiftet i dramatisk kamp

Den tidligere Viborg-spiller Christian Keller startede inde for Lazio, der lørdag aften spillede 1-1 hjemme mod Cagliari i den italienske Serie A.

Den danske midtbanespiller fik 55 lidt anonyme minutter på banen for det romerske storhold og kunne sammen med den kontroversielle Paolo Di Canio juble 10 minutter før pausen, da veteranen scorede på hovedstød. Kort efter fik værterne dog smidt Sebastiano Siviglia ud, og 20 minutter før tid bristede drømmen om tre point for Lazio, da Massimo Gobbi scorede sit første sæsonmål for Cagliari.

Det blev startskuddet til en hektisk slutfase, hvor Lazio blev snydt for et mål og fik endnu en mand smidt ud - denne gang anfører Fabio Liverani, der hamrede en albue i ansigtet på en modspiller.

Lazio er fortsat på niendepladsen, hele 23 point efter førende Juventus.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen