Michael Bruun til Tvis Holstebro før tid
Team Tvis Holstebro og Bjerringbro FH bytter målmand. Landsholdsmålmanden Michael Bruun vender tilbage til Team Tvis Holstebro, skriver De Bergske Blade. I bytte får Bjerringbro et større beløb samt ligalandsholdsmålmand Morten Sejer, der dermed kun fik en halv sæson i Team Tvis Holstebro. Morten Sejer har sagt ja til en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2006.
- Jeg tager til Bjerringbro og skriver under i dag. Vi fik det sidste på plads tirsdag aften, siger Morten Sejer til De Bergske Blade.
Morten Sejer kom i spil, da der blev mulighed for, at landsholdsmålmand Michael Bruun kunne skifte til Tvis et halvt år før planlagt. Vestjyderne er under hårdt pres efter et skuffende efterår.
/ritzau/