Tomasson nettede i Milan-skuffelse
Jon Dahl Tomasson takkede søndag for en plads i startopstillingen med en fuldtræffer, da AC Milan skuffende kun fik 1-1 ude mod Modena i den italienske Serie A.
Milaneserne er fortsat klart i spidsen af tabellen, og det uafgjorte resultat kostede ikke så meget, fordi de forsvarende mestre Juventus samtidig tabte 2-3 ude mod Inter. Nærmest forfølger er nu Roma, der vandt 3-0 ude mod Lecce og er på andenpladsen ni point efter AC Milan.
Det har været en forrygende sæson for Jon Dahl Tomasson i den italienske Serie A med masser af mål i den velkendte inderside, og han gjorde det igen ude mod Modena. Kort før pausen opsnappede den danske landsholdstopscorer en returbold og bragte AC Milan foran 1-0. Det var Tomassons 10. fuldtræffer i Serie A i denne sæson. Indskiftede Nicola Amoruso udlignede for Modena kort inde i anden halvleg.
Per Krøldrup og Martin Jørgensen var involveret i en sand målfest, da Udinese hjemme på Stadio Friuli vandt 4-3 mod Brescia. Dermed er Udinese fortsat med i kampen om UEFA Cup-pladser.
Mads Jørgensens forhenværende klub Ancona rykkede definitivt ud efter nederlag til Sampdoria.
/ritzau/