Fodbold: Arnesens nye univers

London

Frank Arnesen støtter sig alene til sin fornemmelse, for et direkte bevis har han aldrig fået. Selvfølgelig har han ikke det.

Så professionelle er folkene i Tottenham Hotspurs trods alt, men klubbens nye sportsdirektør kunne ikke undgå at studse over deres reaktion efter et nederlag.

Eller snarere - deres manglende reaktion.

I stedet for at blive indebrændte og utilnærmelige i flere timer som danskeren var de fleste nærmest upåvirkede.

Foran chefen trak de selvfølgelig ikke på skuldrene som et »Nåh, ja og hva' så?«, men Frank Arnesen følte sig alligevel som centrum i et pudsigt paradoks:

Efter en stribe succesrige år i PSV Eindhoven skulle han vænne sig selv til at tabe og samtidig vænne sine medarbejdere til ikke at tabe.

»Jeg kunne mærke, at nederlag ligesom var blevet en naturlig del af hverdagen. Det er lidt svært at forklare, men mange har vist været hér for længe. Deres ambitioner er faldet i takt med, at de høje forventninger gang på gang er endt med skuffelser,« analyserer Frank Arnesen.

»Vi skal da være realister, men sådan en holdning er der naturligvis ikke plads til. I PSV var der begravelsesstemning, hvis vi tabte to kampe, og her skal de sgu' være lige så sure som mig. Jeg kan naturligvis ikke ændre det hele på en måned, for jeg har kontrakter at leve op til, men jeg gør meget ud af at vurdere, om folk har den rette karakter og glød, eller om de kommer, fordi de jo skal have et arbejde et eller andet sted.«

Nye udfordringer

Meget mod sin vilje har Frank Arnesen haft rigelige chancer for at udføre sine studier.

I sommer takkede han ganske vist ja til det engelske tilbud for at finde nye udfordringer, men seks nederlag på stribe i ligaen var ikke lige med i planerne.

»På et tidspunkt indså jeg, at jeg faktisk allerede har tabt lige så mange kampe herovre, som jeg normalt gjorde på tre år i PSV. Det var ganske forfærdeligt, for jeg har aldrig været særlig god til at tabe,« indrømmer Frank Arnesen.

Nattesøvnen er ikke blevet spoleret, men hans humør om morgenen efter endnu en nedtur har ikke ligefrem gjort ham til kandidat til formandsposten for Den Internationale Latterklub.

Med egne ord har Frank Arnesen et par gange mest haft lyst til at gemme sig i sengen.

Af ren og skær ærgrelse og ikke af frygt for at møde sine overordnede og journalistkorpset.

Kender sit værd

Efter næsten 30 år i professionel fodbold kan presset ikke længere ryste ham.

Han kender sit værd og har da også som forlangt fået det overordnede ansvar for den sportslige linje i Tottenham Hotspurs, hvilket efter kun tre måneder fik træner Jacques Santini til at smutte.

Først begrundede franskmanden sin bratte tilbagetræden med sygdom i familien, men siden beskyldte han sportsdirektøren for at have modarbejdet ham.

Frank Arnesen ønsker ikke selv at kommentere sagen.

Og behøver det egentlig heller ikke, da afløseren Martin Jol blandt andet hentede fem sejre i træk og dermed indtil videre har vist, hvorfor Frank Arnesen håndplukkede ham i sommer til i første omgang at være assistenttræner.

Ideen med at dele opgaverne mellem en sportsdirektør og en træner er ganske ny i Premier League, og Frank Arnesen vil for alt i verden undgå at have en englænder under sig, da denne næsten med garanti vil forsøge at tilrane sig beføjelser omkring køb og salg af spillere som en vanlig manager med al magt.

Selv et ganske kort ophold på Frank Arnesens beskedne kontor på træningsanlægget efterlader da heller ingen tvivl om hans engagement.

Trods en fast aftale har han mere end svært ved at blive klar til interviewet.

Et stykke papir skal lige læses igennem og have påtegnet ændringer, et andet skal skrives under, de sidste ordrer udstikkes til assistenterne.

På skrivebordet venter nye opgaver, dagens avisudklip med artikler om klubben har han allerede pløjet igennem og smidt i en kæmpe bunke.

Ingen ferie

Hans mobiltelefon ringer jævnligt, men uden at vente på ordre kommer sekretæren hver gang ind og besvarer opkaldet, inden hun til sidst beholder apparatet ude ved sig.

Frank Arnesen ser fortravlet ud.

Og er det også.

Han nåede ikke at holde ferie på grund af jobskiftet, og perioden siden har nærmest været en lang arbejdsdag.

Men han klager ikke.

Luftforandringen har gjort ham godt på det personlige plan.

Efter fire sæsoner som spiller i PSV Eindhoven hoppede han direkte over til først at blive assistenttræner, siden manager og var efter 20 år i de samme omgivelser ved at løbe tør.

Nu er tanken fuld, men skiftet fra en topklub til en midterklub kræver også ekstra brændstof, da han på mange punkter skal løbe hurtigere.

Først og fremmest har storholdene flere penge og større tiltrækningskraft, men selv i kampen om de næstbedste spillere må Frank Arnesen pludselig løbe om kap med en flok ligestillede konkurrenter.

»I Holland stjal PSV, Ajax og Feyenoord aldrig spillere fra hinanden, så vi kunne koncentrere os om at finde talenter hos de mindre. Herovre skal jeg være endnu mere kreativ for at følge med, og samtidig skal vi selvfølgelig både arbejde på at forstærke holdet straks og finde unge spillere til fremtiden.«

Helt på bar bund står Frank Arnesen dog ikke.

PSV Eindhoven var ganske vist blandt sværvægterne i hollandsk fodbold, men var alligevel kun miniputter i Champions League, hvor pengene og konkurrencen var langt større.

Hav med mange hajer

Af samme grund har han allerede lært et og andet om at manøvrere i et hav med mange hajer, og med sin store erfaring i branchen kan han smide et stort fangstnet ud ved hjælp af internationale kontakter.

På hans skrivebord er da også stablet 11 videobånd med interessante spillere samt diverse landskampe til gennemsyn, mens en hylde bagved er fyldt til randen med andre optagelser.

Frank Arnesen har langt fra nøjedes med at kigge og har senest tilknyttet tjekken David Limbersky og islændingen Emil Hallfredsson i håbet om at trylle et par ukendte navne om til publikumsfavoritter.

»På den led har jeg fået en fordel, for alle spillere vil til Premier League. I Holland vidste vi, at de bedste altid ville søge videre til andre lande, men sådan er det ikke her. Premier League er verdens bedste liga, for alle kan slå alle,« mener Frank Arnesen.

»Samtidig er stadions altid fulde, og stemningen er fantastisk. Det er en livsstil, og så ser man også mange kvinder og familier, og det gør man aldrig i Sydeuropa, som ellers bedst kan sammenlignes med forholdene her.«

Som alle andre steder er realitetssansen sjældent de engelske tilhængeres største gave, og for Tottenham Hotspurs vedkommende er problemet dobbelt.

På den ene side drømmer de ældste fans længselsfuldt om at se den glorværdige fortid genskabt, mens de yngre på den anden side hurtigt mister tålmodigheden over modgangen, når de dominerende lokalrivaler fra Arsenal håner dem for deres middelmådige hold.

»Vi skal hele tiden balancere mellem at tænke kort- og langsigtet. Alle får et håb om øjeblikkelig succes, når der kommer nye folk til, og jeg kan da godt mærke, at folk drømmer om mesterskab, men jeg måtte fra begyndelsen sige, at det bare ikke kommer til at ske,« fastslår Frank Arnesen.

»De andre er blevet så store, at det kun er realistisk at arbejde hen imod at blive en fast del af top otte og satse på europæisk fodbold af og til. Mere rækker det simpelthen ikke til.«

Men det skal stadig gøre ondt at tabe.

thomas.kristensen@jp.dk