Drastisk omrokering hos ishockeylandsholdet
<p>Førstekæden består nu kun af NHL-spillere, mens der er tvivl om målmandsposten.</p>
Skuffende resultater har fået Bäckman til at handle. Mod Rusland i morgen vil førstekæden udelukkende bestå af NHL-spillere i form af Frans Nielsen, Lars Eller og Jannik Hansen, som har byttet plads med Nichlas Hardt.
Hardt kommer derfor til at repræsentere den danske andenkæde, hvor den russisk fødte Starkov og anfører Morten Green også kommer til at begå sig.
Byttet meget om
Tredjekæden består i morgen af Morten Madsen, Julian Jakobsen og Jesper Jensen.
Bjarke Møller, Frederik Storm og Morten Poulsen er placeret i fjerdekæden.
I forsvaret er der også blevet byttet meget rundt, hvor alle backpar har fået en ny partner.
Tvivl om målmand
Eksempelvis skal Philip Larsen og Jesper B. Jensen ikke længere arbejde sammen. NHL-spilleren Philip Larsen skal i stedet danne par med Stefan Lassen, mens Jesper B. Jensen og Kasper Jensen skal vænne sig til et nyt samarbejde med hinanden.
Per Bäckman ville ikke melde ud, om det bliver den vante førstemålmand, Frederik Andersen, eller reserve Simon Nielsen, som kommer til at vogte målet.
Det er i morgen klokken 16.15, at Danmark møder Rusland, der sidste år slog danskerne med et enkelt mål til VM.