Fløjene godt igang til finalen
De danske fløje har ikke helt levet op til forventningerne under EM i Ungarn. Men i lørdagens semifinale mod Rusland trådte de for alvor i karakter. Josephine Touray blev dansk topscorer med syv mål, og Henriette Mikkelsen sendte tre scoringer ind i sejren på 31-27.
- Det er fantastisk, vi fik gang i kontraspillet. Det er virkelig begyndt at komme op i gear nu. Vi begyndte at satse mere i løbet af kampen, og det gav pote, sagde Henriette Mikkelsen efter kampen.
Det holdt hårdt, før den danske finaleplads var i hus. Henriette Mikkelsen understregede, at det havde været en barsk omgang at kæmpe sig igennem og få overtaget mod de store stærke russere.
- Det var en hård kamp. De var virkelig hårde at spille imod, og vi måtte løbe og løbe. Det afgørende var, at vores forsvar kom godt i gang. Vi havde problemer med at score i starten, men da vi fik åbnet op fik de store problemer, sagde Henriette Mikkelsen.
/ritzau/