Riis satser nu på Frank Høj
Det dyrt indkøbte klassikernavn Michele Bartoli skuffede, og det bliver nu Frank Høj, der skal arbejdes for, når den største af cykelsportens forårsklassikere, brostensmareridtet Paris-Roubaix, køres på søndag.
- Vi skal satse mere på ham, for han har benene i øjeblikket, sagde Team CSC-chefen Bjarne Riis søndag kort efter afslutningen på World Cup-løbet Flandern Rundt, hvor Frank Høj kørte en ottendeplads hjem til Riis' store tilfredshed.
- Det er en flot placering, Frank opnår. Jeg ved ikke, om man kan kalde det et gennembrud for ham, men det er imponerende. Derfor skal taktikken til de kommende løb også laves noget om, for der er ingen grund til, at Frank ikke skal have chancen i Paris-Roubaix, sagde Bjarne Riis, der samtidig med sin glæde over Frank Højs placering ikke kunne lade være med at være lidt skuffet over kaptajnen Michele Bartolis manglende styrke.
Den dyrt indkøbte klassikerspecialist var ikke i nærheden af at være med i finalen, og han forklarede efterfølgende, at han stadig døjede med bronkitis.
/ritzau/