Cévaër vandt efter spændende afslutning
Franske Christian Cévaër vandt Canarias Open de España efter en nervepirrende afslutning. Med tre huller tilbage var argentineren Ricardo Gonzalez godt på vej mod sin anden titel i træk og tre slag foran forfølgerne. Men Gonzalez lavede en helt unødvendig dobbeltbogey på 16. hul og da Cévaër kort inden havde scoret en eagle på samme hul var rollerne pludselig byttet om.
Også David Park og Peter Hedblom var med i kampen om sejren til det sidste, men ingen af dem - og heller ikke Gonzalez - kunne score den nødvendige birdie på 18. hul, for at fremtvinge omspil. Cévaër startede dagen med at hole sit andetslag på 1. hul for eagle, en præstation han gentog på 16. hul, hvor han kom 9 under par, som altså rakte til sejren.
Også Jeppe Huldahl havde to eagles på scorekortet, de kom på mere koventionel vis, nemlig på hver af banens to par 5 huller. Samlet var Jeppe Huldahl rundt i 68 slag og han endte på en delt 40. plads hvilket udløste 10.200 tiltrængte euros til Order of Merit. Det var Huldahls i særklasse største præmiecheck og han er nu nummer 164 på Order of Merit.
Ogå Søren Kjeldsen sluttede godt af med en runde i 68 slag, nordjyden endte på en delt 27. plads som er 14.208 euro værd. Dermed nærmer Kjeldsen sig top 100 på Order of Merit, helt nøjagtigt er han nummer 102 efter Canarias Open de España.
Efter tre sejre i karrieren på Challenge Tour, er sejren i Canarias Open de España Cévaërs første på European Tour. Der var 275.000 euro i førstepræmie og den sendte ham op på 9. pladsen på Order of Merit.