Fodbold: Retov og Rasmussen erstatter Gravesen
Landstræner Morten Olsen har udtaget Martin Retov fra Brøndby og Thomas Rasmussen fra Hansa Rostock til onsdagens fodboldlandskamp mod Skotland i Parken.
Udtagelsen af de to midtbanespillere kommer efter Thomas Gravesens afbud som følge af den skade i højre knæ, der tvang Gravesen til at lade sig udskifte i Evertons kamp mod Blackburn lørdag.
Debut på landsholdet
Martin Retov kan få landsholdsdebut på onsdag, hvis Morten Olsen vælger at bruge ham blandt de 18 spillere, der bliver endeligt udtaget fra den nuværende trup på 23 mand.
Thomas Rasmussen - tidligere Schultz - har allerede spillet en enkelt landskamp, idet han kom på banen i en venskabskamp mod Ukraine 30. april sidste år.
Gravesen skal scannes
Thomas Gravesen, der har spillet 23 landskampe i træk, skal mandag scannes for en bestemmelse af, hvor alvorlig skaden er.
Gravesen er i forvejen karantæneramt til Danmarks første kamp ved EM-slutrunden, hvor modstanderen er Italien.
/ritzau/