Fodbold: Millwall klar til engelsk pokalfinale
Den 37-årige spillende manager Dennis Wise førte søndag sine undertippede tropper fra Millwall frem til FA Cup-finale mod Manchester United.
London-klubben besejrede i semifinalen 1. divisionskollegerne fra Sunderland med 1-0 på mål af den australske landsholdsspiller Tim Cahill.
Finalepladsen er den første i klubbens historie. Det er samtidig første gang siden 1992, at finalen ikke bliver et opgør mellem to klubber fra Englands bedste fodboldrække.
Millwall kan nu se frem til både finale i Cardiff den 22. maj samt europæisk fodbold i UEFA Cuppen næste sæson. Med Manchester United som modstander er de europæiske billetter sikre også i tilfælde af nederlag.
/ritzau/