Derfor kysser bueskytterne pilen farvel
Få forklaringen på, hvorfor bueskytter trækker strengen helt ind mod læberne, før de slipper pilen.
Når de olympiske bueskytter lægger buestrengen helt ind mod læberne, før den slippes, er det ikke for at kysse pilen farvel.
"Det har ikke andet med munden at gøre, end at den også er der. Bueskytterne trækker simpelthen strengen ind og op under hagen, for så har du den samme afstand fra der, hvor pilen ligger på strengen, og op til dit øje og ud til sigtet," fortæller Ole Gammelgaard, bueskytternes landstræner.
Et punkt mellem læberne
For i modsætning til skydning med riffel, hvor skytten har to sigter, som bliver linet op for at ramme samme punkt hver gang, har bueskytterne kun ét, der sidder forrest på buen.
"Derfor skal man have et fast punkt inde bagved for at sigte på samme måde hver gang. Det faste punkt, det er din hage," fortæller Ole Gammelgaard.
Nogle bueskytter vælger dog at bruge læberne mere aktivt. De har et lille punkt på strengen, som de før hvert skud placerer lige mellem læberne.
"Det er simpelthen bare for at få fornemmelsen af, at man er på det rigtige sted på hagen. Så det er kun en sikring," siger Ole Gammelgaard.
En millimeter med konsekvenser
For med en afstand til målet på 70 meter, kan den mindste usikkerhed få store konsekvenser.
"Hvis de rykker bare en millimeter, så betyder det rigtig meget ude på 70 meter. Så finder du ikke det samme sted på hagen hver gang, kan du ikke regne med noget som helst," siger Ole Gammelgaard.
Kl. 11.18 skal Carina Christiansen forsøge at kvalificerer sig til kvartfinalen.