En af sportens værste dopinglæger
Michele Ferrari, der tirsdag fik livslang dopingkarantæne, har også fængselsstraf bag sig.
Tirsdag aften modtog den italienske læge Michele Ferrari, der også har fungeret som træner for adskillige cykelryttere, heriblandt Lance Armstrong, en karantæne på livstid af det amerikanske dopingagentur, Usada.
Karantænen har han fået, fordi han har spillet en væsentlig rolle i det udbredte dopingforbrug, der har været på de tidligere cykelhold US Postal og Discovery Channel.
59-årige Michele Ferraris navn har i mange år været kontroversielt og forbundet med doping utallige gange, da flere cykelryttere har indrømmet at have fået doping, herunder epo og blodtransfusioner, af italieneren.
Fik fængselsstraf
Men indtil tirsdag var han aldrig blevet dømt for at have hjulpet cykelryttere med at dope sig.
Han er dog blevet dømt ét års betinget fængsel for sportsligt snyderi og har fået sin lægelicens fratrukket i næsten et år ved en domstol i Italien i 2004.
Efter dommen i 2004 stoppede det otte år lange samarbejde mellem Lance Armstrong og Michele Ferrari officielt. Senere afslørede dopinglægen dog, at de to fortsatte samarbejdet indtil et år senere, da den syvdobbelte Tour de France-vinder stoppede karrieren for første gang.
Blev fyrsteligt betalt
For nylig skrev den italienske sportsavis La Gazetta dello Sport da også, at Lance Armstrong havde overført 2,7 mio. kr. til Michele Ferrari i 2006, altså efter amerikaneren var stoppet, og Michele Ferrari var blevet dømt for bedrageri.
Gennem efterforskning af Ferrari havde man fundet frem til 90 ryttere, der på den ene eller anden måde har samarbejdet med ham, ligesom der blev fundet banktransaktioner for 220 mio. kr.
Tempofænomen var den første
Michele Ferrari kom ind i cykelsporten tilbage i 1984, hvor italienske Francesco Moser smadrede legendariske Eddy Merckx' timerekord på bane.
Francesco Moser kørte 50,8 km på en time, hvilket var 1,4 km mere end Eddy Merckx' 12 år gamle rekord.
Men Moser var da heller ikke helt ren, da han i 1999 indrømmede at have brugt bloddoping til at skaffe sig timerekorden.
Træner for dansker
Michele Ferrari har i sine mange år i cykling faktisk også været træner for danske Daniel Foder Holm, som i dag kører for Christina Watches-Onfone, men dengang kørte for det mindre hold Team Concordia - Vesthimmerland Pro Cycling.
Da samarbejdet kom frem i 2009, meldte Daniel Foder Holm, der i dag er 29 år, først ud, at han ikke anså det for at være problematisk, men kort tid efter tvang rytterens hold ham til at afbryde samarbejdet.
Danmarks Cykle Union (DCU) fandt heller ikke samarbejdet særlig hensigtsmæssigt, og derfor var Daniel Poder Holm ikke aktuel for det danske landshold.
Tre ud af seks er dømt
Udover Michele Ferrari, modtog lægen Luis Garcia del Moral og træneren Joe "Pepe" Marti også livslange karantæner.
Dermed er tre ud af seks personer i sagen dømt.
De resterende tre er Lance Armstrong, sportsdirektøren Johan Bruyneel og lægen Pedro Celaya.