Cykling: T-Mobile satser alt på Ullrich

Jan Ullrich får et determineret T-Mobile-mandskab bag sig, når han til juli forsøger at vinde sin anden sejr i Tour de France.

Tidligere har det tyske storhold haft plads til, at Erik Zabel kunne køre efter sejre på de flade etaper, og at Aleksandre Vinokourov kunne tage på nogle vilde togter i bjergene. Men de tider er nu forbi, for alle mand på det tyske hold kommer til den franske rundtur med samme målsætning.

- Vi vil arbejde 100 procent for Jan under Touren, der vil ikke være plads til nogle personlige ambitioner, siger nyindkøbet Michael Rogers, der kan blive en af Ullrichs vigtigste hjælpere.

Ullrich selv glæder sig også over, at rollerne er blevet mere klare, efter Vinokourov har skiftet hold.

- Det er meget tydeligere nu, hvor Vinokourov har forladt holdet, selv om der aldrig har været personlige problemer mellem os. I de ni år, der er gået siden jeg sidst vandt Touren, har jeg fået meget erfaring og har nu holdet 100 procent bag mig, siger den tyske cykelrytter.

Aleksandre Vinokourov kører nu for Liberty Seguros.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen