Olsen: Real har fået en fantastisk spiller

Den danske landstræner Morten Olsen er langt fra overrasket over, at Thomas Gravesen nu skal slå sine folder i Real Madrid.

Holdningen går mere i retning af et stort tillykke til begge parter.

- De har fået en fantastisk fodboldspiller. Ingen tvivl om det. Thomas er jo, som jeg tidligere har sagt det, en spiller, som på et tidspunkt kan spille i den absolutte topklasse. Han har måske nogle små ting, han mangler at udvikle, siger Morten Olsen, der ikke har været konsulteret af Gravesen i hele forløbet omkring Real Madrid.

- Nej, jeg har ikke talt med ham om det.

Landstræneren ønsker ikke at kommentere hvilke områder i spillet, Gravesen stadig mangler at udvikle. Det er som om, det ikke lige er dagen, hvor det er oplagt at fokusere på en masse mangler i Gravesens spil, fornemmer man.

- Det bliver mellem Thomas og mig, hvad det er, lyder den korte melding fra Morten Olsen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen