Ishockey: Aalborg IK henter svensk træner

Med en svensker i fyrrummet vil Aalborg IK prøve at ændre kurs med et markant sportskifte. De seneste års uafvendelige nedtur skal stoppes og helst vendes til noget positivt, og til den mission har ishockey-klubben hentet 49-årige Martin Karlsson i den svenske 1. divisionsklub Kristianstads IK.

Som aktiv nåede han at repræsentere Sverige ved to VM-slutrunder, og siden har han som træner arbejdet i Sverige og Tyskland.

»Vi har ledt efter en større autoritet end hidtil. Efter fire år med Valeri Chilov trængte klubben og spillerne til ny luft, og vi forventer, at Martin kan ændre spillet og den mentale indstilling til noget positivt,« håber formand Mogens Sørensen.

Stor udfordring

Officielt tiltræder Martin Karlsson først den 1. maj, når sommertræningen begynder, men allerede i næste uge regner han med at kigge nærmere på forholdene i Aalborg. Endnu ved han ikke meget om sin nye arbejdsgiver og bliver noget overrasket over at høre, at holdet i denne sæson kun hentede 9 point i 36 kampe og blev en suveræn nummer sidst i superisligaen.

»Puha, det var ikke godt, men jeg vidste godt, at udfordringen ville blive stor. Jeg håber at kunne indføre mere offensiv ishockey, og efter sigende er spillerne slet ikke så dårlige, som resultaterne måske antyder. Det handler jo også meget om selvtillid,« mener Martin Karlsson, der snart skal til at diskutere indkøb af nye spillere med klubben.

Samme opgave grubler man over i Esbjerg, men endnu er trænersituationen heller ikke helt afklaret. I december blev Jiri Justra fyret på posten og afløst af Stig Nielsen, der måske vil fortsætte som tovholder.

For mange var Esbjerg den største skuffelse, men på forhånd havde klubben meldt forsigtigt ud, da sæsonen mest af alt skulle bruges til at bringe en anstrengt økonomi på højkant. Den mission er godt på vej til at lykkes, og trods modgangen har Claus Harbo fra sportsudvalget ikke svært ved at se lyspunkter.

»Dybest set har vi nok haft godt af at lære, hvor kort vejen fra succes til fiasko egentlig er, men næste sæson skal nok gå bedre. For eksempel havde syv af vores spillere aldrig spillet i den bedste række før, men nu har de fået en masse erfaring, der vil gavne os fremover. Og så kan vi jo samtidig glæde os over, at det dårligt kan gå andre veje end fremad.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen