Hemmeligheden ved straffespark afsløret

Engelske forskere fra Greenwich Universitet har fundet ud af, at straffesparkskytten via sit kropssprog afslører, hvor han vil skyde, i splitsekundet inden han rammer bolden.

Det er vinklen på skyttens hofte i forhold til målmanden, der afslører, hvor bolden ender.

Vigtig information før den afsluttende fase af EM-slutrunden i Portugal, hvor alt meget vel kan blive afgjort fra straffesparkpletten.

Forskerne har fat i noget

Den danske målmandstræner Lars Høgh kender selv til teknikker, der skal forbedre målmandens chancer ved straffespark og derved fjerne det skær af lotteri, der er over dem. Og han mener, at englænderne kan have fat i noget af det rigtige.

"Det lyder rigtigt nok, men spørgsmålet er, om det splitsekund før skytten rammer bolden giver målmanden tid nok til at reagere," siger Lars Høgh til Ritzau.

"Jeg har selv en strategi, som jeg har givet videre til fem-seks målmænd, og de har alle flyttet deres redningsprocent markant til det bedre ved straffespark. Men hvad strategien går ud på, vil jeg helst ikke afsløre. Det er lidt en fabrikshemmelighed," siger Lars Høgh.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen