Endnu en skuffende runde af Bjørn
Efter runder i 77 og 78 slag missede Thomas Bjørn cuttet med et brag i denne uges BellSouth Classic på PGA Touren. Danskeren kan nu koncentrere sig 100% om næste uges US Masters.
Fredagens 18 huller på TPC at Sugarloaf bød på endnu et blandet scorekort for Bjørn, der ligner en mand langt fra topformen inden årets første major. To birdies, fem bogies og en triblebogey blev det til for danskeren, der med en runde i 78 slag sluttede 11 over par efter to runder og langt fra cutgrænsen.
Turneringen føres af den ukendte amerikaner Zach Johnson der gik den krævende Sugarloaf bane i 66 slag fredag og dermed rykkede ni under par før weekendens to finalerunder. Johnson fører med to slag ned til landsmændene Craig Bowden, Tim Petrovic og den forsvarende mester Ben Crane. Brian Gay og Scott Hend deler femtepladsen, mens Shaun Micheel og Padraig Harrington ligger nummer syv.
Spanieren José Maria Olazábal levede op til forventningerne, og gik efter gårsdagens 65'er ned med flaget på fredagens runde. 77 slag blev det til for Ollie der faldt fra førstepladsen og ned på en delt 17. plads.