Dopingmistanke i Australien bekræftet

Der var dopingstoffer i den kasse, som i sidste uge blev fundet i et fælles rum på Parkview Hotel i Melbourne, hvor VM i svømning finder sted. Det viser en undersøgelse, som det australske dopingagentur ASADA har foretaget.

Godt nok var der ingen ulovlige præstationsfremmende stoffer i de ampuller med klar flydende væske, som lå i kassen. Men i små poser, som lå ved siden af kassen, fandt man spor af stoffet benzoylecgonin, som er et restprodukt af kokain, som igen optræder på dopinglisten.

ASADA kan imidlertid ikke bevise, hvem der har efterladt kassen. Det kan både være de svømmere, der bor på hotellet nu, men det kan også være besøgende, der var i Melbourne i forbindelse med det australske Formel 1-Grand Prix for en uge siden.

Sagen er nu overdraget til det internationale dopingagentur WADA.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen