Rooney sikrede United-sejr
Der blev spillet en del med hæl og tå, da Premier Leagues førerhold, Manchester United, tirsdag aften tog imod et udvalgt europæisk hold i en showkamp, der ikke alene skulle markere 50-året for EUs stiftelse, men hvor der også blev samlet penge ind til velgørenhed.
United vandt kampen 4-3, blandt andet i kraft af to scoringer af Wayne Rooney og et flot frisparksmål af Cristiano Ronaldo i første halvleg, som værterne vandt 4-1.
Europa fik dog mandet sig op efter pausen og fik reduceret to gange ved El Hadji Diouf. Specielt den sidste scoring understregede kampens showelement. Det er i hvert fald sjældent, at en straffesparksbold får lov til at hoppe to gange før den går i mål, når der er point på spil.
/ritzau/