Fodbold: Overraskende nederlag til Ajax
For kun anden gang i sæsonen måtte Ajax forlade hjemmebanen med et nederlag. På Amsterdam Arena var danske Kenneth Perez med i kampens første time, men han kunne intet stille op, da svenske Lasse Nilsson i kampens 17. minut scorede kampens eneste mål for gæsterne, der havde Jakob Poulsen med det sidste kvarter af kampen.
I resten af kampen var det Ajax, som pressede på for en udligning, men de over 50.000 fremmødte Ajax-fans måtte gå skuffet hjem uden point. Faktisk var netop Jakob Poulsen fem minutter før tid tæt på at udbygge føringen for Heerenveen, da han hamrede bolden op på underkanten af overliggeren.
Med nederlaget er Ajax hele ti point efter topholdet PSV Eindhoven./ritzau/