Fortsæt til indhold
Sport

Verdens hurtigste mand igen sat på plads

Jamaicaneren Yohan Blake har i weekenden slået Usain Bolt på både 100 og 200 meter.

Der er lagt op til noget af en duel, når 100 og 200 meteren til OL i London skal afgøres om lidt over en måned.

I fredags blev verdens hurtigste mand, Usain Bolt, slået på 100 meteren af landsmanden Yohan Blake, der løb i tiden 9,75 sekunder, og blot to dage senere måtte Usain Bolt igen kapitulere til Yohan Blake, denne gang på 200 meteren, hvor forskellen på de to var 0,03 sekunder, da vindertiden for Yohan Blake lød på 19,80 sekunder.

Begge løb blev afviklet i forbindelse med den jamaicanske OL-kvalifikation, og det ser nu ud til, at Blake har fordelen inden Legene i London.

Verdens hurtigste i år

Yohan Blake, der er verdensmester på 100 meter-distancen, er med tiden 9,75 sekunder den hurtigste mand i 2012 og den fjerdehurtigste mand nogensinde.

De to rivaler og træningsmakkeres næste møde bliver til OL, hvor en af Legenes dueller kommer til at ske.