Yderligere 42 danske OL-udtagelser
Det danske OL-hold bliver med garanti det største siden Atlanta i 1996, siger DIF.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har udtaget yderligere 42 atleter til det danske OL-hold, så Danmark indtil videre har 84, der skal kæmpe om medaljer i London til august.
Ved OL i Beijing for fire år siden var netop 84 danske atleter med, men meget tyder på, at holdet bliver større den her gang.
"Vi sender med garanti det største danske OL-hold afsted til London siden legene i Atlanta i 1996," siger elitechef i DIF og chef de mission for det danske OL-hold, Jesper Frigast Larsen, i en pressemeddelelse.
Tidligere medaljevindere udtaget
I Atlanta havde Danmark 126 atleter med, og det kommer man altså til at nærme sig denne gang.
"Vi ender med et samlet antal på mindst 110 atleter, hvilket er meget bemærkelsesværdigt, da det bestemt ikke er blevet nemmere at kvalificere sig til OL over årene," siger Jesper Frigast Larsen og peger på, at den skærpede internationale konkurrence er grunden til, at det ikke er blevet nemmere.
Blandt de nye udtagne er hele det danske herrehåndboldlandshold, guldfireren i roning og både Rene Holten Poulsen og Kim Wraae Knudsen, der sammen vandt sølv i toerkajak ved OL for fire år siden, men nu skal konkurrere i hver sin disciplin.