Et smukt mesterskab...med konsekvenser
Med mesterskabet er FC Nordsjælland nu en magtfaktor man må regne med.
FC Nordsjællands mesterskab er lige så sensationelt, som det er smukt. Fortjent er et mesterskab altid, tilfældigheder elimineres effektivt over 33 runder.
Kulissen i Farum onsdag aften, sejren over Horsens, det udsolgte stadion, de sydlandske temperaturer i Brixtoftes gamle mønsterkommune (der ikke var det alligevel) kunne næsten få en til at glemme, at Superligaen egentlig har været en kvalitativ skuffelse. For mange dårlige kampe, for mange svingende præstationer på for mange dårlige baner.
FC Nordsjælland har været berigelsen, overraskelsen, sæsonens sympatiske bekendtskab og mesterskabet er sensationelt. Det er sensationelt, at et hold med et relativt lille budget kan opbygge et mandskab så slagkraftigt, at det ikke alene kan operere troværdigt med et koncept byggende på massiv boldbesiddelse, men også kan vinde et mesterskab med det.
Grund til stolthed
Alle, der har en aktie i det fodboldhold og den fodboldforretning skabt i Farum, kan vågne torsdag morgen med al mulig grund til stolthed. Og sikker med lidt tømmermænd.
Jeg kan ikke mindes bedre grund i de snart seks år jeg har bestyret disse mine egne sidelinjebetragtninger til ubetinget anerkendelse. Den være hermed givet videre.
FC Nordsjællands triumf er FC Københavns fallit. Den børsnoterede fodboldklub vil nok snarest komme med en nedjustering af forventningerne til årets resultat på over 100 mio. kr.
Jeg er ikke overrasket – og kan i øvrigt henvise til egne betragtninger op til sæsonstarten - over, at FCK-mandskabet har været defekt denne sæson. Man kan ikke miste Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, William Kvist og Zdenek Pospech og Mikael Antonsson fra en sæson til den næste og bare spadsere sig til et mesterskab. No way.
Alligevel er jeg overrasket over, at FC København trods alt ikke sluttede på førstepladsen. Med OB og Brøndby i opløsning det meste af sæsonen burde FC København stadig have haft styrke til at holde feltet bag sig.
Pilen vil pege
Det er uundgåeligt, at pilen vil pege på træner og sportsdirektør Carsten V. Jensen, hvis nogen føler trang til at placere et ansvar. Han har været medvirkende til at ansætte – og fyre – Roland Nilsson, han har været medvirkende til indkøbene, der ikke har slået til, og han har som træner været med til at sætte en føring på fire point over styr.
Man skal bare huske på, at heller ikke Carsten V. Jensen er eneansvarlig, og at FC København vandt pokalen og tabte mesterskabet med to point. Men også Carsten V. Jensens person vil blive genstand for kritisk evaluering, afgørende for hans fremtid er vel ikke mindst, om tilliden til ham er intakt i truppen. I modsat fald skal FC København finde en ny model.
Under alle omstændigheder markerer FC Nordsjællands mesterskab, hvad man næsten kunne betegne som en ”New Deal” i Superligaen. Med 120-150 mio. kroner i direkte gevinst for mesterskabet er FC Nordsjælland nu en magtfaktor man må regne med. Det er altså mange penge i en dansk superligaklub.
Jeg ville være ganske bekymret, hvis jeg havde noget at gøre med Brøndby, OB eller FC Midtjylland.
Afgørende pejlemærke
Det helt afgørende pejlemærke på, hvad det kommer til at betyde for magtbalancen, får vi at se i sommerens transfervindue. Hvad er FC Københavns stærke mænd, Skjærbæk og Korsgaard, villige til at investere i fodboldholdet med henblik på en spinkel chance for at spille sig til Champions League-gruppespillet samt det næste mesterskab? Hvis ikke lysten eller modet er der til investeringer, kan FC København miste det ”magtmonopol”, der har været en realitet i godt fem år nu. Under alle omstændigheder skal de indkøb, der ikke har slået til i denne sæson, gøre det i næste. Ellers er FC København ganske ilde ude.
Og hvordan vil FC Nordsjælland agere? Offensivt? Eller i tråd med det hidtidige besindige koncept? Og hvad sker der, hvis klubejer Allan K.Pedersens salg af klubben til sig selv omstødes af de retslige instanser?
FC Nordsjællands mesterskab er en smuk historie at fortælle, og det er en historie, der kalder på både en toer og en treer.
Bare vent og se.