Det blev en Olsen

Man husker stadig, hvordan Richard Møller Nielsen skuffet kunne meddele, at »det blev en udlænding«, dengang Dansk Boldspil-Union (DBU) ansatte tyske Horst Wohlers som landstræner. Nu viste det sig, at hr. Wohlers kontraktforhold ikke var helt afklaret, og så blev det alligevel Richard Møller Nielsen, og resten er historie, som man siger, og den historie omfattede såmænd også et europamesterskab.

Nu var det skitserede forløb nok en utilsigtet overraskelse fra DBU’s side, men lad det alligevel tjene som et eksempel på, at ansættelsen af landstrænere i DBU-regi ikke altid følger, skal vi sige, den slagne vej.

Spørgsmål om hvornår

Heller ikke denne gang, og denne gang blev det en Olsen. Morten Olsen. Igen. Og selv om begge parter, Olsen og DBU, havde meddelt, at Morten Olsen ville stoppe i sommeren 2012, er det ikke en overraskelse, at parterne alligevel har fundet hinanden. Ja, med de udmeldinger, som henholdsvis DBU-generalsekretær Jim Stjerne og Morten Olsen kom med efter sejren over Portugal i Parken, var det vel mere et spørgsmål om hvornår og ikke om Morten Olsen ville forlænge.

Forløbet er ikke ideelt, og forløbet er ikke uvæsentligt, hvilket jeg skal komme tilbage til.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg fandt tiden rigtig for Morten Olsen til at sige stop. Fordi der er en tydelig værdighed forbundet med at stoppe på toppen, en værdighed jeg under Morten Olsen som afslutning på hans landstrænerkarriere, og fordi den fælles nationale fortælling om fodboldlandsholdet skal fornys, og den del har DBU forsømt med valget af at fortsætte med Morten Olsen.

Skuffende slutrunde

Mens alle i rusen over kampen mod Portugal og den fjerde slutrundekvalifikation af seks mulige husker de gode oplevelser med landsholdet, glemmer man måske, at Olsens periode også tæller en skuffende slutrunde i Sydafrika, en boykot af pressen efter 3-2 sejren i Portugal og en intern DBU-rapport, afsløret i Jyllands-Posten, der beskrev et landshold og en landstræner uden folkelig appel på det tidspunkt, undersøgelserne blev foretaget.

Der er naturligvis opbygget en vis metaltræthed gennem 11 år mellem fodboldlandsholdet og dets iagttagere, hvad enten de iagttager i deres fritid eller professionelt, og den metaltræthed kan hurtigt opstå igen, hvis den åbenlyst positive udvikling, som landsholdet er inde i, pludseligt stagnerer. Mange vil sikkert være fristet af at henvise til det defekte forløb omkring genansættelsen af Morten Olsen, hvis for eksempel fodboldlandsholdet flopper til EM.

Derfor er forløbet ikke uvæsentligt - fordi det vil indgå som et element i det eftermæle, der engang bliver Morten Olsens som landstræner.

Uangribelig

Når det er sagt, skal det også slås fast, at DBU har ansat en træner, der fagligt set og i forhold til de resultater, som han har at fremvise, er aldeles uangribelig. Han har i 11 år forvaltet ansvaret for landsholdet fornemt, han har indiskutabelt spillernes opbakning, et loyalt team omkring sig, og Morten Olsen synes at have gode forudsætninger for at skabe endnu en triumf med kvalifikation til VM i Brasilien i 2014.

Lykkes det, vil det med tilbagevirkende kraft lukke munden på de skeptikere, der måtte være tilbage. Og som skeptiker må selv jeg anerkende DBU’s argument, der handler om, at Morten Olsen er den mest kvalificerede til jobbet, et uigendriveligt argument al den stund, at vi ikke kender alternativerne. Man kunne næsten sidde med fornemmelsen af, at DBU mener, at der ikke er nogen alternativer og godt være lidt bekymret over, hvad DBU mon så vil gøre, når Morten Olsen stopper.

Eller måske skulle man sige, hvis Morten Olsen stopper.