Contador-sagen er systemets fallit

I 1998 dækkede jeg sammen med et par gode kollegaer Tour de France, og jeg mindes, at vi undervejs fik lejlighed til at konfrontere den daværende præsident for den internationale cykle union (UCI), Hein Verbrüggen, med de chokerende historier og rygter, der florerede, efter at soigneur Willy Voet var blevet stoppet i en bil fyldt med doping, og Festina var blevet smidt ud.

Jeg husker, hvordan Hein Verbrüggen affærdigede det som komplet latterligt at antyde, at op mod 90 pct. af feltet kunne være dopet. Det var givetvis udtryk for hans opfattelse: Ja, der var doping, men kun blandt et mindretal. Og ikke systematiseret.

Festina-skandalen udviklede sig, og som årene er gået, har en strøm af indrømmelser fra andre hold og ryttere til forveksling lignet dokumentation for, at Verbrüggen tog fejl.

Når man skal prøve at se på dopingproblematikkens udvikling i cykelsporten, er det værd at huske på, at Festina-skandalen blev fulgt op af en meget hurtigt ekstern fordømmelse af sporten, men også af et meget kraftigt moralsk selvopgør i cykelverden. Mange skosede den kultur, der havde ladet uvæsenet gro, ”Tavshedens Lov” i feltet blev afsværget.

Det var godt, at det blev afsløret, hed det, nu kunne cykelsporten komme videre, ingen kunne længere gemme sig bag undskyldningen om, at alle gjorde det, og at det nærmest var cykelsportens stiltiende accepterede grundvilkår. Alt skulle være anderledes fremover.

Når vi i dag kan se, at kun én vinder af Tour de France de seneste 15 år, Carlos Sastre, ikke har været indblandet i en dopingsag, er den positive udlægning, at det åbenbart tager lang tid at ændre på en kultur så indgroet - så profitabel. Den negative udlægning er, at intet er sket, at kulturen er forblevet den samme.

Det sidstnævnte er næppe rigtigt, om end dopingovertrædere, der lystigt bedrev deres ulovlige spil efter Festina-affæren, i hvert fald ikke længere kunne undskylde sig med uvidenhed og dertil kan tilskrives et betydeligt mål af kynisme.

Den anden store skelsættende sag var Operacion Puerto, hvor lægen Eufeminano Fuentes var kontaktmand for i relation til bloddoping. Operacion Puerto fik overraskende få konsekvenser, hvis man ser bort fra den umiddelbare ekskludering af Jan Ullrich og Ivan Basso ved løbets start i 2006, og ingen spaniere er dømt i det sagskompleks, hvilket i selv vel er påfaldende.

Ikke desto mindre underbyggede sagen, at dopingproblemet ikke var blevet mindre systematiseret siden Festina-skandalen i 1998.

Den fase, som cykelverden befinder sig i nu er symboliseret ved sagen mod Contador. Spanierens symbolværdi er alene i kraft af hans status som verdens bedste cykelrytter enorm - og en dom over ham kan have samme effekt på sportens omdømme som Operacion Puerto og Festina-skandalen. Men sagen mod Contador er også systemets fallit. Jeg vil gerne tro Brian Holm, når han siger, at feltet er renere end nogensinde, jeg vil gerne tro UCI's talsmand, når han siger, at det er, fordi der testes så effektivt, og jeg går ind for nul tolerance og hårde straffe.

Men de ansvarlige politikere og organisationer må kanalisere ildhuen fra antidopingarbejdet over i et arbejde, der udmøntes i et mere enkelt, effektivt og retfærdigt system til behandling af dopingsager. Et system, der ikke involverer de nationale forbund. Det er ikke rimeligt, at Contadors sag fra sidste års Tour de France er uafsluttet, og hvis de ansvarlige myndigheder ikke kan sikre en hurtig, habil og fair rettergang, er kulturen i deres system ikke mindre rådden, end den var i cykelsporten i 1998.