Superligaens triste forfølgerfelt

Man må kapitulere til det uforudsigelige, det er ingen skam, og uforudsigeligt er Superligaens nedrykningsslag, således kapitulerer jeg og opgiver endnu et forsøg på at finde de to hold, der må kalde sig nedrykkere, når Superligaen er spillet til ende.

Af og til må man også kapitulere til det sublime, og det er hvad Superligaens triste forfølgerfelt har måttet gøre - blændet af FC Københavns stråleglans og mestrenes foreløbige 75 point.

Er jeg for hård nu? Altså når jeg driver OB, FC Midtjylland og Brøndby ind i samme indhegning og klasker skiltet ”Det triste forfølgerfelt op”?

Kan ske, men må jeg minde om, at OB i efteråret 2010 serverede en af de mere spektakulære fyringsrunder i dansk fodbold, da Kim Brink, Lars Olsen og Viggo Jensen blev vist vintervejen, og vi andre blev sunget en halvkvædet vise om, at det skulle være mere underholdende at være til fodbold med OB. For sådan skal det jo være, når man er en virksomhed i underholdningsbranchen, forstod man.

OB tager sandsynligvis andenpladsen og sølvmedaljerne, javel, for blandt de blinde er den enøjede konge, men det er formodentlig de færreste, der finder, at det hele er blevet voldsomt mere underholdende i Odense.

I al fairness skal det siges, at OB er det næstbedste hold i Danmark, solidt og velorganiseret, og umiddelbart også det hold, der synes bedst rustet til at forfølge en europæisk succes.

Med Anders Møller Christensen i forsvaret, Djemba Djemba på midten og Utaka i angrebet har de kommende sølvvindere en stærk akse, der kan begå sig internationalt.

Hvis de to afrikanske spillere altså forbliver i OB på den anden side af endnu et transfervindue, og hvis de i så fald stadig har engagementet til at løfte såvel sig selv som holdet.

Jeg har tidligere betegnet Brøndby som en mat afglans af, hvad holdet fra vestegnen var engang, og man må aldrig glemme, hvor opsigtsvækkende det egentlig er i forhold til Brøndbys historie og selvforståelse, at man nu taler om, at der kan gå flere år, før man kan indhente FC København, og at strategien i øvrigt er at bygge holdet på egne talenter.

Forbilledet er Borussia Dortmund, og det fejler ikke noget, men der kan gå længere, end nogen på vestegnen bryder sig om, før Brøndby igen kan kalde sig en magtfaktor i dansk fodbold.

FC Midtjylland har haft et svingende forår, men Herning fremstår for mig - om end det i høj grad er på forventet efterbevilling - som stedet, hvor der kan ske noget spændende.

Når FC Midtjylland har rystet afskeden med Allan Kuhn af sig og sikrer sig europæisk deltagelse; hvis de indiske millioner en dag virkelig ender i Herning, og hvis det målrettede ungdomsarbejde og medfølgende spillekoncept bærer frugt, ja så bliver det FC Midtjylland, der først bryder ud af ”det triste forfølgerfelt”.

På den gode måde.