Sportsredaktøren: Mesterværk en realitet

I en tidligere klumme i løbet af FC Københavns magiske Champions League odyssé tillod jeg mig at arbejde under rubrikken: Et mesterværk – næsten.

Fjern bare ”næsten”. Forbeholdene er væk, mesterværket en realitet, og når det gælder brugen af superlativer, undskylder jeg genbruget. FC København har med tirsdagens 3-1 sejr over Panathinaikos leveret en præstation til minderne, den største i dansk klubfodbolds europæiske historie.

Vanskelig lodtrækning

Det er ikke kun resultatet, der imponerer, det er i lige så høj grad måden, hvorpå FC København har opnået det: Adgang til gruppespillet gennem to knockoutkampe efter den måske sværest tænkelige lodtrækning, det var ikke smukt håndteret, men professionelt eksekveret.

Og så dette, at FC København formåede at vinde på udebane mod Panathinaikos – for mig faktisk den flotteste præstation.

Og så dette, at FC København turde spille, sådan rigtig spille, med FC Barcelona på frygtindgydende Camp Nou – for mig, trods nederlaget, den næsteflotteste præstation, men det er jo ganske subjektivt, og slutteligt så naturligvis dette, at FC København tog point fra mægtige FC Barcelona i Parken.

I denne turnering hidtil har FC København vist, at holdet kan spille og vinde internationalt – uanset hvor forskellig opgaven har været i udgangspunktet. Fra min sidelinje skal lyde en udtalt anerkendelse af det arbejde, som træner Ståle Solbaken i front og sportsdirektør Carsten V. Jensen klædeligt i baggrunden har udført i denne opbygning af et af dansk klubfodbolds bedste hold nogensinde.

Her er nøglespillerne

Samme anerkendelse til spillerne på banen og dem, der har siddet på bænken. Det er holdet, der har vundet, men jeg vil alligevel fremhæve fire spillere, der for mig har stået ud som de vigtigste i de europæiske kampe:

Johan Wiland i målet med sikkerhed og de nødvendige redninger.

William Kvist – flere ord er efterhånden unødvendige, han har fået sit internationale gennembrud. Dame N’Doye – en angriber på internationalt niveau, FCK fandt ”Damen”, Brøndby scoutede sig frem til Ousman Jallow…

Sidst – og måske allermest – Jesper Grønkjær, der, ud over indstilling og erfaring, stadig har international klasse i sine udfordringer mand til mand. Hans betydning kan næppe overvurderes.

Vigtigt for dansk klubfodbold

Nu kan alle se frem til en ny oplevelse, en ny udfordring, når FC København i det nye år ”belønnes” for den nyvundne status som et af de 16 bedste hold i Europa med et dobbeltprogram mod et hold fra den hylde, hvor man blandt andet finder Real Madrid, Bayern München og Chelsea.

Perspektivet for dansk fodbold er svært at sætte ord på. Alle de point, som FC København har skrabet sammen, kommer alle danske hold til gode, og dansk klubfodbold vinder international anerkendelse gennem FC Københavns præstationer, men uha, afstanden fra FC København og ned til de næste er skræmmende stor. Og synes blot at blive større.

Hvad kan bryde FC Københavns greb om magten i dansk klubfodbold? Om noget, nok det, der sker på de der bonede gulve, hvor Parken Sport & Entertainments bestyrelse har skøjtet rundt de seneste dag til lyden af rygter om en mulig russisk overtagelse.

Spørgsmålet henstår stadig: Hvad vil de reelle magthavere i Parken, aktionærerne Korsgaard og Skjærbæk, egentlig med fodboldholdet FC København på længere sigt?

Er de villige til at satse på en strategi, hvor investeringerne i fodboldholdet holdes på nuværende eller højere niveau med den altid iboende risiko for, at resultaterne og Champions League-millionerne ikke bliver ved med at rulle ind?

Det er spørgsmålet, og hvis tirsdag aften i Parken ikke har overbevist rigmændene om, at FC København er satsningen værd, sker det nok aldrig.

Men så er der jo altid russerne…

Er du enig med Christian Thye-Petersen?

Deltag i diskussionen.