Set fra sidelinjen: Forståeligt fravalg af Rasmussen

Michael Rasmussen føler sig ramt af et TGV-tog skriver han på sin facebookprofil, og føreren af hurtigtoget er Bjarne Riis, forstår man.

Sagskomplekset omkring Michael Rasmussen kan - heller ikke på meningsplan - med rimelighed koges ned til en kort klumme i cyberspace, hvorfor jeg her blot vil forholde mig til, hvordan den nu fremlagte afklaring ser ud fra min sidelinje.

Hårdt ramt

Først og fremmest ville ingen kunne indvende noget imod, at Michael Rasmussen kom til at køre professionelt cykelløb igen. Ud fra rimelighedsbetragtning kan der ikke argumenteres for, at Michael Rasmussen skulle holdes uden for sporten, når ryttere som Vinoukorov og Ivan Basso og flere andre med dopingdomme er tilbage i feltet.

Selv om jeg på ingen måde kan tilslutte mig det efterhånden kraftigt syngede kor, der mener, at Michal Rasmussen har været udsat for justitsmord (hans sag og indvendinger er prøvet i alle instanser), mener jeg dog, at han efter sin dom og straf ser ud til at være ramt uforholdsmæssigt hårdt efterfølgende. Det sunde princip om, at tavlen er vasket ren, når man har udstået sin straf, bør selvfølgelig også omfatte Michael Rasmussen. Men det er i analysen og vurderingen af, hvorfor Michael Rasmussen øjensynligt er ramt hårde end andre, at det bliver for omfattende i denne kontekst.

Derfor vil jeg blot tilføje det synspunkt, at jeg forstår Bjarne Riis' beslutning, som jeg forestiller mig er truffet med venstre hjernehalvdel, ganske uden følelsesmæssige hensyn - nøjagtigt som man kan forvente af en virksomhedsleder. Ulemperne har vejet tungere end fordelene.

En kantet personlighed

Hvis man ser på Michael Rasmussens alder og den tvivl, der er om hans sportslige niveau, og lægger til, at sagen om blodcentrifugen i Østrig vel stadig rumsterer og i øvrigt anerkender, at Michael Rasmussen er en kantet personlighed, der tidligere har vist sig at gå egne veje på sine hold, ja så er det, at man forstår Bjarne Riis.

Han har nok at se til efter rytterflugten til Luxembourg og et særdeles alvorligt udestående med Contadors dopingsag.

Det er ikke svært at tro Michael Rasmussen på ordet, når han tager det svulstige billedsprog i brug, som refereres i indledningen. I sit sidste betydende cykelløb vandt Michael Rasmussen en bjergetape i Tour de France og havde reelt vundet verdens vigtigste cykelløb, da han blev pillet ud. Uanset hvad, man i øvrigt måtte mene om Rasmussens ageren siden den dag, misunder man ham ikke den psykologiske og mentale opgave, der venter, når han skal tilrettelægge tilværelsen efter cykelsporten, som han ser ud til at skulle forlade aldeles uforløst.

null