Amerikanere sportstræner spædbørn
Amerikanske forældre er begyndt at træne deres børn allerede, når de er fire måneder.
Skal dit barn være den nye Lionel Messi eller Caroline Wozniacki, er det vigtigt at starte træningen tidligt. Og det kan ikke blive for tidligt i USA.
Den seneste tendens i USA er derfor motions-dvd’er til spæd- og småbørn, der kan begynde træningen helt ned til fire måneders-alderen. Det skriver New York Times.
Det er fitnessinstruktører og pensionerede sportsstjerner, der har øjnet den nye målgruppe, og træningsmulighederne vokser konstant.
Det professionelle spædbarn
”Baby goes Pro”, ”Lil’ Kickers”, AthleticBaby” og ”Gymtrix” er blot nogle af de mange muligheder.
Flere hævder, at deres programmer udelukkende er skabt til det gode formål at bekæmpe folkesygdommen fedme, mens andre ikke forsøger at skjule intensionerne ”Når dit barn første gang går ud på en baseball- eller tennisbane i skolen, ved de allerede, hvad det går ud på. De er foran,” siger Gigi Fernandez, der står bag ”Baby goes Pro” og som selv er tidligere professionel tennisspiller.
Firmaet har blandt andet lanceret dvd’en ”Discover Sports”, der lærer småbørn reglerne i baseball, basketball, fodbold, golf og tennis.
”Lil’ Kickers” er et fodboldakademi, der er repræsenteret i 28 stater. Her kan børn ned til 18 måneder begynde deres fodbold-karriere, og indtil videre har 55.000 børn under tre år og deres forældre tilmeldt sig.
Skeptiske læger
Rundt omkring i USA vækker den tidlige træning stor bekymring, og specielt lægerne er bekymrede.
”Jo yngre børnene er, desto større risiko er der for overanstrengelses-skader. Der er ingen beviser på, at det hjælper noget som helst at træne sine børn så tidligt,” siger ortopædkirurgen Lyle Micheli fra Children’s Hospital i Boston til nytimes.com. Han er USA’s første forsker i småbørnsidræt.
”Vi kommer bestemt ikke til at sætte deres foldere i vores klinik,” siger Dr. Micheli.