Fortsæt til indhold
Sport

Årets sidste sejr til Bødkers klub

Der var ikke tid til nytårsmiddag for ishockeyspillerne fra Phoenix Coyotes og Colorado Avalanche, da de to hold mødtes nytårsaften på førstnævntes hjemmebane.

Her havde 15.008 tilskuere fundet vej til kampen, der blev spillet ved aftenstid onsdag.

Danske Mikkel Bødkers Coyotes vandt opgøret med 3-1, selv om gæsterne vandt første periode med 1-0.

I anden periode kom Coyotes i gang og scorede to gange, inden holdet afgjorde kampen midt i tredje periode med en enkelt scoring.

Men først måtte den 19-årige dansker dog to minutter i straffeboksen.

Da han kom tilbage på isen, sørgede han for en assist til finske Olli Jokinens scoring til slutresultatet 3-1, så nytåret kunne fejres på behørig vis for hjemmeholdets tilskuere.

Bødker fik 14,07 minutters spilletid for Coyotes.