Jonas Høgh ned på fjerdepladsen
Medaljechancerne er intakte for den danske sejler Jonas Høgh Christensen ved verdensmesterskaberne i Finnjolle efter mandagens ottende sejlads. Selv om danskeren i kraft af sin niendeplads dumpede en plads ned i den samlede stilling til nummer fire, så er intet afgjort endnu.
I sejladserne gælder det om at hente så få point som muligt, og fire sejlere har skilt sig ud i kampen om medaljerne med briten Ben Ainslie i spidsen. Han er noteret for 35 points, hvilket er et enkelt mindre end newzealænderen Dan Slater. Jonas Høgh Christensen har 45 point og er dermed lige i hælene på hollænderen Pieter Jan Postma med 43.
Dermed er spændingen intakt inden tirsdagens finalesejlads, hvor medaljerne skal fordeles.