Fodbold: Peter Madsen sat af i FC Köln

Peter Madsen skal i de kommende uger træne med reserverne i FC Köln.

Ifølge den tidligere landsholdsangribers agent, Karsten Aabrink, sker det for at følge et fysisk genoptræningsprogram efter et skadesplaget efterår.

»Når han skal træne fysisk om formiddagen, kan han ikke træne med resten af truppen. Derfor skal han træne om eftermiddagen, men på det tidspunkt er det kun amatørerne, der træner,« siger Karsten Aabrink, der har sendt agent-kollegaen Henrik Andersen til Köln for at drøfte Peter Madsens fremtid på et møde onsdag.

»FC Kölns ledelse afviser, at klubben ønsker at skille sig af med ham. Han indgår i deres planer på længere sigt,« siger Karsten Aabrink.

Rygterne om Peter Madsens situation har allerede vakt interesse hos potentielle købere.

»Jeg tror, at mindst 20 klubber har ringet og fortalt, at de er interesseret i Peter Madsen. Men han har fortsat to og et halvt år tilbage i Köln, men hvad morgendagen bringer ved vi selvfølgelig ikke noget om,« siger Karsten Aabrink.

Selv siger Peter Madsen til TV 2, at det er svært at acceptere, at han ikke indgår i klubbens planer i nærmeste fremtid.

J.J.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen