Fodbold: Senegal imponerede mod Zimbabwe

Der var reelt tale om spil til et mål, da Senegal og Zimbabwe mødtes ved African Nations Cup mandag aften.

Sejren lød kun på 2-0, men senegaleserne, anført af Henri Camera og El-Hadji Diouf, havde chancerne til en langt større afklapsning af den forventede svageste modstander i Gruppe D.

Henri Camera stod for den første scoring, der dog lod vente en time på sig, da han let rundede keeper Gift Muzadzi og fornemt afsluttede et velspillet kontraangreb.

Ti minutter før tid lukkede Issa Ba så opgøret, som Senegal dominerede, men forsvaret tillod så løst spil, at Zimbabwe flere gange var tæt på udligningen.

Nigeria har været i finalen ved African Nations Cup hele fem gange, og i mandagens tidlige kamp i gruppe D fik den afrikanske fodboldmagt den bedst tænkelige start ved at slå Ghana 1-0 på et mål af Taie Taiwo i det 85. minut.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen