Golf: Total triumf for Tiger Woods

Tiger Woods skrev historie med sin 10. major-titel på St. Andrews. Som den første i verden har han vundet alle fire majors to gange.

St. Andrews

Det blev et godt år for den gamle gravør, der hvert år skal indgravere triumfatorens navnetræk i sølvtøjet.

Med spænding til sidste hul har gravøren ikke mange minutter at arbejde i, men havde denne turnering været en US Masters på Augusta National, ville skrædderen kunne nå at sy den berømte grønne jakke undervejs, hvis han tog mål efter de første ni huller.

Allerede halvvejs gennem finaledagen stod det klart, at ingen af udfordrerne havde den nødvendige klasse til at true Tiger Woods i kampen om dette års British Open-trofæ, the Claret Jug, som den snart 30-årige Tiger Woods for anden gang kunne kysse goddag, mens hans thaifødte mor på tribunen tog sig en lille opstrammer til halsen.

Den overvældende sejr på St. Andrews blev efter en finaledag i beskedne to slag under par vundet i samlet 14 slag under par, men med behørig afstand ned til skotten Colin Montgomerie, der ikke formåede at profitere af the green green grass of home.

Undervejs åbnede Tiger Woods et par gange døren for de mange verdensnavne i top 10 inklusiv danske Søren Hansen, men på dagen havde de ikke spillet og den rette course management til at tæmme både den vitale Tiger og den slumrende øgle, som Old Course har været i dette års udgave af The Open.

frits.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen