12-årige fodboldbøller

Fascinationen af fodboldvold er ved at vinde indpas hos helt unge drenge. I en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt landets politiregioner, bekræftes det, at drenge helt ned til 12-årsalderen er klar til at deltage i slagsmål.

Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi skyder på, at der i alt er cirka 150 fodboldbøller i flere grupperinger, der følger FC København.

»Omkring FCK Ultras er der opstået en gruppe, der hedder Young Boys, der relaterer til de yngre. De begynder fra 12-15-årsalderen, og de skal være i den gruppe, inden de kan blive fuldgyldigt medlem. Det virker, som om de skal kvalificere sig for at må være med hos de ældre,« siger Mogens Lauridsen, der ikke ved, hvor mange medlemmer Young Boys består af.

Flere af de unge grupperinger bliver dannet, fordi de etablerede fodboldbøller ikke vil have de helt unge drenge med i flokken. Derfor bliver de nødt til at tage sagen i egen hånd. Samme tendens ses landet over blandet andet i Brøndby. Her kalder de unge sig for Blue Front.

»Blue Front er de meget unge, som ligger i aldersgruppen 16-20 år,« siger Torben Wittendorff, der er politikommissær ved Glostrup Politi og leder indsatsen i forbindelse med fodbold på Brøndby Stadion.

To af de etablerede grupper omkring Brøndby er Southside og Surburban Casuals, men Torben Wittendorff tror, at Blue Front har følt, at medlemmerne i de to grupperinger var for gamle.

»Der kommer flere og flere medløbere, og de bliver yngre og yngre. De er mere ligeglade med sig selv og samfundet, og der er ikke nogen, der skal fortælle dem om noget som helst,« siger Torben Wittendorff.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen