Speedway: Bjarne Pedersen nummer to i Prag
Den danske speedwaykører Bjarne Pedersen sørgede lørdag aften for fornem oprejsning efter det skuffende tidlige exit i grand prix'et i Parken i juni.
I det tjekkiske Grand Prix i Prag sluttede danskeren på en flot andenplads kun overgået af den helt suveræne svensker Tony Rickardsson, der som den første nogensinde nu kan bryste sig af fem grandprix-sejre i en og samme sæson.
Med den tredje podieplacering til Bjarne Pedersen i denne sæson kan han nu glæde sig over et fint spring fremad i den samlede stilling. Her er han nu på fjerdepladsen og har fin luft ned til niendepladsen, der betyder kvalifikation til en fast grandprix-plads i næste sæson.
På tredjepladsen er fortsat Nicki Pedersen, hvis deltagelse sluttede i semifinalen. Han mistede dog lidt terræn til andenpladsen og australske Jason Crump.
/ritzau/