Fodbold: Helveg klar for Borussia Gladbach

Thomas Helveg bestod onsdag den obligatoriske lægeundersøgelse og satte efterfølgende sin underskrift på en toårig kontrakt med den tyske bundesligaklub Borussia Mönchengladbach.

Den 34-årige landsholdsanfører skifter fra Norwich og koster tyskerne 1,5 millioner kroner i første omgang. Prisen stiger med 370.000, hvis Helveg spiller mindst 10 kampe.

Så ikke overraskende var Gladbachs sportsdirektør, Peter Pander, overordentligt tilfreds, da han kunne offentliggøre aftalen på klubbens hjemmeside.

- Thomas Helveg er en mand med stor international erfaring og kan spille på flere pladser i defensiven. Han kan hjælpe os til at opbygge større sikkerhed, og vi glæder os over, han har skrevet under med os, siger Peter Pander.

Thomas Helveg kom før sidste sæson til Norwich på en fri transfer fra Milan.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen