Tennis: Federer fejede Roddick af banen

Roger Federer satte en tyk streg under sin status som verdens for tiden suverænt bedste tennisspiller, da han søndag fejede Andy Roddick af banen i årets Wimbledon-finale.

Schweizeren vandt uhyre overbevisende på bare 1 time og 40 minutter med cifrene 6-2, 7-6 og 6-4.

Roger Federer var helt suveræn i første sæt, som han kørte hjem på 22 minutter. I andet sæt bed Andy Roddick lidt mere fra sig, da han brød Federers serv tidligt til 2-1, men Roddick havde tydeligvis store problemer i sine servepartier, og Federer brød hurtigt tilbage og vandt sættet på en tiebrak, som sluttede 7-2. Andy Roddick var tydeligt frustreret og kastede sin ketsjer i græsset.

Amerikaneren fik dog mulighed for at køle lidt af, da kampen blev afbrudt på grund af regn, inden tredje sæt kom i gang. Men Roger Federer havde ikke i sinde at lade kampen trække i langdrag og afgjorde tingene, da han brød til 4-3 og stille og roligt kunne køre sejren hjem.

Roger Federer gik i knæ og kastede sig vanen tro ned på ryggen, da hans tredje Wimbledon-titel i træk var i hus.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen