Håndbold: Lille skuffelse i stor finale

De norske håndboldkvinder fik en fortjent revanche for nederlaget i Danmark for to år siden, da holdet søndag vandt EM-finalen i Ungarn med 27-25.

Budapest

Nu ved man, hvorfor mangemillionærer af og til havner i fængsel for svindel.

Mere vil have mere, og i minutterne efter EM-finalen var tunge for en dansker i Papp Laszlo Sportsarena.

Ingen dansker har kunnet kræve mere af det nye landshold, og der havde været lutter oprejste pander, hvis Norge havde knust det danske landshold. Men det gjorde de norske storfavoritter på ingen måde. De vandt 27-25 og er nye europamestre. Den titel kunne lige så godt være blevet i Danmark.

"Jeg tillader mig at være skuffet over resultatet, men meget stolt af vores sølvmedaljer. Lige nu er jeg skuffet, fordi finalen sagtens kunne have haft os som vinder. Det var en helt lige kamp, hvor vores tekniske fejl på centrale tidspunkter blev afgørende, sagde landstræner Jan Pytlick.

Han påpegede, at det var helt forståeligt, at de dyre fejl blev lavet af de unge spillere. Han satte ikke navne på, men det var de to yngste på holdet, Mette Sjøberg og Lise Knudsen, der var dyre, da tingene snerpede til mod afslutningen.

Knap tørre bag ørerne

At gøre dem til syndebukke vil ikke bare være dumt, men også usmageligt. I håndboldmæssig forstand er de knap tørre bag ørene, men alligevel stod de bravt med det enorme ansvar på skuldrene i den nervepirrende finale.

"Det kunne lige så godt have været nogle andre, der lavede de fejl. "Desuden var det en klar dommerfejl, da Norge fik bolden til sidst," mente landstræneren.

Unge Sjøberg tabte bolden ud af hænderne, og ned mellem benene. Da manglede der 40 sekunder, Norge var foran 26-25 og en spiller i undertal. En kraftig reaktion fra den norske bænk fik de ellers udmærkede makedonske dommere til at dømme for fod på bolden.

"Bolden ramte Mette oppe ved lårene, og vi skulle altså have beholdt bolden. Det er synd for Mette, der har spillet en fantastisk turnering," sagde Jan Pytlick.

Han valgte at tage en masse positivt med fra finalen. Blandt andet hæftede han sig, at danskerne stort set ikke har trænet sammen. Desuden vil flere af de unge spillere lære en masse af deres oplevelser.

Tydelige nerver

Ikke mindst i finalen, hvor der var tydelige nerver hos de danske underhunde. Smilene var væk, og især var det tydeligt at se på unge Lise Knudsen, at hun ikke stod foran en træningskamp i Bordinghallen. EM-finalens vel nok blegeste ansigt sad så ubetinget på Ikast-backen.

"Jeg kunne godt mærke, at der var noget mere tryk på de unge spillere i dag. De fik sig nogle rigtigt gode lærepenge," erkendte Pytlick.

Det viste sig dog hurtigt, at man ikke skulle frygte det norske tordenvejr, der hurtigt rykkede Ungarn fra hinanden i lørdagens semifinale. Nok spadserede Katja Nyberg igennem tre gange i indledningen, men generelt kunne man hurtigt notere sig, at Danmark i modsætning til Ungarn har en håndboldkyndig træner.

Naturligvis spillede Danmark helt fladt i verdens bedste 6:0 forsvar. Og pludselig var Gro Hammerseng ikke længere turneringens bedste spiller.

Den høje norske spilstyrer blev presset til flere fejl. Det kiksede udelukkende i det danske forsvar, når Mette Sjøberg, Anne Petersen eller Lise Knudsen lod sig overrumple i de direkte dueller på backerne.

Men så var der jo lige Karin Mortensen. EMs bedste målvogter var igen formidabel.

Bølgede som Øresund

Sammen med et fornemt forsvarsspil og utrættelige Rikke Hørlykke var Mortensen igen ved at skabe noget stort for Danmark.

Kampens sidste halve time bølgede som Øresund på en efterårsdag. I det ene øjeblik var Norge i teten, så Danmark og kort efter igen de norske søstre.

Danmark tabte ikke bare på de mange tekniske fejl. Rikke Hørlykke var fremragende til at iscenesætte sine backer, stregspiller eller sig selv. Men backerne fik aldrig gjort fløjspillerne farlige, og dermed Danmark for nemme at dække op.

Samtidig fik Danmark aldrig profiteret af det fornemme forsvarsspil. Kontrascoringerne holdt sig nede på tre.

Samtidig kom fejlene på vitale tidspunkter. Som ved 22-24, da først Karen Brødsgaard og kort efter Lise Knudsen fejlede.

Men de danske heltinder lagde sig først ned, da Sjøberg tabte bolden til sidst og Norge i de sidste sekunder kunne gå amok i forståelig jubel. Flere års frustration og lillebrorrolle i forhold til danskerne var omsider forbi.

Hørlykke stolt af dansk EM-sølv

- Det er sjovt at spille sådan en kamp, som er så lige, og hvor det er så få marginaler, som afgør det. Vi var rigtig, rigtig trætte og formåede ikke at udnytte de sidste overtalssituationer. Det var så små ting, der gjorde, at de fik scoret. Men sådan er det jo, sagde Rikke Hørlykke til TV2/Sporten.

Landstræner Jan Pytlick var ikke imponeret af Norges spil og ville gerne have stået med guldet i Budapest.

- Vi kunne lige så godt have været europamester som Norge. Jeg var ikke imponeret af deres angrebsspil, men når man får det lidt på afstand, så er man nok godt tilfreds med en sølvmedalje, sagde Jan Pytlick til TV2/sporten.

Hammerseng blev EM's bedste

Gro Hammerseng vandt EM-guld, blev kåret til EM's bedste playmaker og håndboldspiller overhovedet. Stoltheden og de overvældende følelser gjorde den ellers snakkesaglige norske håndboldspiller stum søndag eftermiddag i Ungarns hovedstad.

- Det er det mest sindssyge, jeg har været med til. Jeg er så glad, at jeg slet ikke kan beskrive det, sagde Hammerseng med guldglansen strålende i øjnene.

- Det er det sjoveste, jeg har prøvet som håndboldspiller. Vi vidste, at danskerne var vældig gode, og jeg følte ikke, at vi var kæmpefavoritter, som mange ellers mente, sagde Gro Hammerseng.

Norges landstræner Marit Breivik var ikke mindre stolt end sin anfører.

- Men jeg vil ikke analysere kampen nu, jeg vil bare beundre guldmedaljen, sagde Marit Breivik.

dan.philipsen@jp.dk
/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.