Italiensk fodbold: Udinese holder tredjepladsen
Danskerklubben Udinese fortsætter sin imponerende pointmarch i den italienske Serie A.
Søndag vandt Udine-klubben uden skadede Per Krøldrups hjælp 1-0 over Siena hjemme på Stadio Friuli, og dermed har det formstærke mandskab kun sat to point til i de seneste syv kampe.
I tabellen betyder sejren, at Udinese fastholder tredjepladsen tre point foran Cagliari. Op til førende Juventus har Krøldrup og kompagni dog fortsat 10 point. Juventus kopierede søndag Milans præstation fra lørdag ved at vende 0-1 til sejr på 2-1. Svenske Zlatan Ibrahimovic blev matchvinder i kampen mod Lazio.
Der var også fuldt pointudbytte til de to øvrige danskerklubber, Fiorentina og Brescia.
/ritzau/