Fodbold: Endnu en royal lussing til samlingen

Esbjerg fB drømte oprindeligt om 10.000 tilskuere til Royal League-kampen mod Rosenborg, men kun 3230 dukkede op.

Et bevis på, at det vestjyske fodboldpublikum er gået på juleferie.

Sidste sæsons bronzevindere drømte i samme omgang om succes i den skandinaviske miniturnering, men efter 1-2 mod de norske mestre er facit nul point efter to kampe.

Et bevis på, at spillerne i lige så høj grad som tilskuerne trænger til en lang pause.

Måske ikke så meget fysisk, men efter triumferne i forrige sæson har efteråret rent psykisk været én lang prøvelse, hvor holdet ikke har fået det fortjente udbytte af ellers fint spil.

Denne gang profiterede et alt andet end frygtindgydende Rosenborg-mandskab af det manglende dræberinstinkt, der fik den normalt så bløde Ove Pedersen til at fare i flint på det efterfølgende pressemøde.

»Jeg kunne godt have brugt 10 minutter mere, inden jeg skulle herind. Jeg er meget skuffet og meget vred. Rent taktisk lykkedes vi meget godt, og så er det utrolig dårligt, at vi ikke gør arbejdet færdigt. Det irriterer mig grænseløst,« lød svadaen.

For at gøre ondt værre lignede Rosenborg faktisk i lange perioder mest af alt et hold, der ved et uheld var mellemlandet i Billund på vej på ferie og havde besluttet sig for at fordrive ventetiden på næste fly med en hyggekamp mod et af de lokale mandskaber.

En lang skadesliste har hevet rygraden ud af mandskabet, der efter en godkendt indledning slet ikke var med i den første time. Esbjerg kontrollerede tungt, men fik kun to chancer ved Fredrik Berglund, der revancherede sig for en brændt friløber ved at sparke føringen ind efter godt opspil i højre side.

Efter pausen virkede værterne og frem for alt en ivrig Jan Kristiansen opsatte på at hive den sidste spænding ud af opgøret, men med enkle midler fik gæsterne møvet sig tilbage og kunne på en tilfældig chance udligne ved Ståle Stensaas.

1-1 var ubrugeligt for begge hold, men ikke desto mindre det lurende resultat, inden Frode Johnsen kunne smutte foran en snorkende Anders Møller Christensen og flugte 2-1 ind få minutter før afslutningen, da et indlæg blev headet tilbage tværs gennem straffesparksfeltet.

Nordmændene glædede sig over endelig at stå som vinder efter at have tabt mange af den slags tætte affærer, men Fredrik Berglund havde mest ondt af sig selv.

»Det kan godt være, at de siger, at de har tabt 10 gange på den måde i år, men vi har altså oplevet det her 20 gange.«

Ved redaktionens slutning var opgøret mellem Brøndby og Göteborg endnu ikke færdigspillet.

thomas.kristensen@jp.dk

Esbjerg (4-4-2): Lars Winde - Kolja Afriye, Anders Møller Christensen, Nikolaj Høgh, Martin Jensen - Søren Barslund (78. Henrik Hansen), Jakob Poulsen, Hans Henrik Andreasen, Jan Kristiansen - Jess Thorup (78. Lars Christian Nielsen), Fredrik Berglund

Træner: Ove Pedersen

Rosenborg (4-5-1): Ivar Rønningen - Robbie Russell, Torjus Hansen (46. Alexander Tettey), Erik Hoftun, Mikke Dorsin (33. Ståle Stensaas) - Daniel Braaten, Roar Strand, Frode Johnsen, Fredrik Winsnes, Øyvind Storflor (53. Christer George) - Torstein Helstad

Træner: Per Joar Hansen

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen