Ingen værdi som norsk test
Som en taktisk prøve forud for EM-braget mod Norge, har venskabskampen mod Ukraine ingen værdi, fastslår landstræner Morten Olsen. »Norge spiller på en helt anden måde end Ukraine, selv om begge hold spiller 4-5-1.«
Derfor handler kampen primært om at finde stabiliteten, revanchere sig fra EM-blamagen på 0-2 mod Bosnien og afprøve nye taktiske detaljer til at dirke et kompakt forsvar op.
»Systemet bliver der ikke rokket ved, men vi må prøve at gribe tingene lidt anderledes an. Vi har dog selv været med til at gøre det svært i Parken, fordi vores succes har affødt stor respekt,« siger Morten Olsen.
Skal lære af fejlene
I evalueringen af nederlaget har Morten Olsen konkluderet, at det ikke var viljen, der manglede mod Bosnien.
»Vi skal lære af fejlene, og vi havde ikke den fornødne klogskab og tekniske formåen på dagen til at udnytte systemets fordele. Jeg håber, at det bliver en kanonkamp mod Ukraine, men vi må også være realistiske. Vi kan ikke forvente, at alle rammer formen hver gang og spiller på en måde, der får alle til at stå på stolene. Det vil være et urimeligt pres at sætte holdet under,« siger Morten Olsen.
Med fraværet af Ebbe Sand, der holder barselsorlov efter fredagens familieforøgelse med en søn, ventes Morten Olsen at rykke Jon Dahl Tomasson helt i frem i front og lade Claus Jensen glide ind i positionen som hængende angriber.
»For mig er det ligegyldigt, om jeg spiller den ene eller anden plads. Jo flere modeller, vi magter, jo bedre er det for holdet,« siger Jon Dahl Tomasson.